Genial?

Det gik op for mig, at jeg i sidste indlæg talte om musikalsk genialitet, som om at det skulle medføre, at ens værker holdt hele vejen. Dette er naturligvis ikke en nødvendighed (føler jeg). Det jeg først og fremmest forstår ved at være genial, er at være fænomenalt kreativ inden for et felt med evnen til at tænke ud af boksen og have et langt større overblik over feltet end normalt. Som regel munder en genialitet af den grad ud i en form for gennembrud af en art, hvorfor de bagvedliggende hovedpersoner bagefter bliver omtalt som genier. Ens oeuvre spiller selvfølgelig ind i vurderingen på om man er et geni, men alle mennesker kan tage fejl. Min fejl i det forrige indlæg var, at jeg blandede min subjektive holdning sammen med.. crap.

Trøstende lyde

Det gik op for mig for få minutter siden, at jeg stadig har en blog, men bare er meget dårlig til at passe den. Det er der kun én årsag til: har ikke gidet. Men for nylig gik det op for mig hvor meget jeg har haft brug for at forklare ting. Nærmere sagt: at kunne forklare dem. Oftest når jeg er i en forklaringssituation, ender jeg tit med at sige noget, som jeg enten ikke har tænkt igennem eller bare har vanskeligheder ved at formulere. Skal denne blog kunne bruges til noget, skal den i hvert fald kunne bruges til at komme ud med noget der ligger og snurrer rundt i hovedet, og det er det jeg vil gøre et forsøg på nu.

Jeg var på Roskilde Festival i år, og lørdag nat stod jeg foran Orange Scene til Mew, som i en time havde fyret op for en noget forudsigelig, men alligevel fantastisk rar koncert. De ender selvfølgelig altid med "Comforting Sounds", som jeg længe har haft et meget særpræget forhold til, idet dens 5-minutter lange afslutning til stedse formår at give mig tårer i øjnene. Denne gang var bare noget særligt. Jeg stod med tre veninder og skrålede med på den første, neddæmpede del, som sikkert har gjort mangen teenager glad på grund af tekstens ømme måde at sige tingene på som de nu engang er. Teksten er god, men ikke noget hovedværk inden for engelsk litteratur.

Men pludselig brød det hele ud, lys, lyd, action. Vi havde armene om hinanden som var vi til fællessang på Bakken og skreg pivhøje falsetter ud i mørket. Jeg gik i trance.

Trancer har jeg oplevet mange gange før, men sjældent til en rockkoncert. Jeg gjorde det, så vidt jeg nu husker, til en Mars Volta-koncert i 2008, men det er alligevel en del tid siden sidst. Pludselig stod jeg her med våde øjne og havde lyst til at få al den smerte jeg bar på ud af kroppen og ind i natten, hvor alle kunne mærke hinandens kamp og kår og sympatisere og ikke tænke på andet end at vi ikke bare er en masse individer, men også en verden. Naturligvis kunne jeg ikke mærke det, men det er sådan jeg oplevede følelsen af at være til det lydmekka, som Mew kastede ud på os. Om de er geniale eller ej, skal jeg ikke kunne sige; som modargument synes jeg ikke altid, at deres albums holder hele vejen. Men lige her har de ramt noget, der bare rammer mig og slår mig ned og tvinger mig til ikke at tænke, men bare at føle. Mærke mig selv. Alting blev bare forstærket. Det nyttede heller ikke at jeg var rimelig forelsket oveni; jeg kunne ikke undgå at græde.

Det kan være, at jeg skal fortsætte med at gøre det her. Det føles virkelig godt at sætte ord på de tanker man går og døjer med. Og jeg har mange (især når jeg ryger fjolletobak).

Stevie Wonder: "Superwoman (Where Were You When I Needed You)" (1972)

Lige siden Stevies Definitive Collection blev givet til mig som juleaftensgave i 2002, har han haft et specielt sted i mit hjerte. Det er ikke fordi han synger godt (han synger fantastisk) eller spiller godt (mundharmonika eller klaver, det er ligegyldigt hvad) eller har nogen relevans for mig historisk, om end det blev gode grunde. Nej, Stevie er for mig en af de bedste sangskrivere, der har trådt på jorden, og hans største gave til os er hans sange. Han fortolker dem uden sammenligning, selvfølgelig. Men det er ikke lige meget hvad han synger - en stemme og musikalske gaver kan bruges til meget, og de kan give sange liv, hvor de mangler det, men der er også en risiko for at de ikke kan. Men Stevie skriver ganske enkelt fantastiske sange, nærmest per definition. Selvfølgelig er der nogle jeg kan lide mindre end andre, og han har nogle gange trådt forkert. Det gør vi alle, og det er tilgiveligt. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har skrålet "Sir Duke" i badet.. der er en indfødt glæde over at være til, der hviler i hans sange, og den smitter af. Måske er lyden i Parken dårlig (ærligt talt synes jeg ikke, at der var noget galt), men bare at se ham være der og være så glad.. altså. Han er en gave.

Naturligvis giver jeg ham så en fordel nu, fordi han har betydet så meget for mig. Han var grunden til at mine forelskelser i 8. og 9. klasse føltes rigtige, så jeg turde være forelsket. Jeg var forelsket i hans musik. Jeg kan huske, hvorledes min sommer lyste op, da jeg modtog Songs in the Key of Life (1976) med posten midt i en masse måske patetiske netromancer, og hvordan det lyste lidt op. Jeg kan huske, at jeg i mit ønske om glædesspredning i 9. klasse købte Innervisions (1973) til to af mine venner, i det håb at de ville blive glade og i det ene tilfælde måske forelsket i mig; det lykkedes ikke, og den anden grinte endda af mig. Måske er Stevie ikke alles smag, men alligevel blev jeg såret, fordi det var en personlig gave.

Uanset hvad jeg synes eller ej, så er denne sang utrolig. Det er den eneste sang af Stevie, som virkelig tager en på en rejse. Jeg starter sangen med en ide om hvad jeg bliver udsat for, og ender overrasket og dybt rørt. Teksten giver musikken god støtte, men det er ikke teksten jeg lytter for; musikken er en oase. Den er direkte smuk. Den glinser og skinner, helt naturligt uden tilsætningsmidler. Den er hvad den er, og her er den så ufatteligt smuk, at min kæbe falder og at jeg til tider får tårer i øjnene. Hvis du ikke kan se skønheden i musikken, når rytmen falder væk og synthesizerne begynder at lulle dig til paradis omkring tre minutter inde, så ser du ikke det samme i nummeret, som jeg gør. Det var netop da jeg hørte det stykke for første gang, at jeg opdagede, hvor jeg egentlig var da jeg hørte nummeret. Jeg var ikke her. Jeg var dér. Jeg var midt i det hele, og jeg lod mig føre med. Balladen op til er fantastisk, men når de synthesizere begynder at hyle, så er jeg i himlen, og jeg mener det. Og jeg håber virkelig, at du kan forstå mig, og jeg forventer det ikke under nogen omstændigheder - dette nummer er meget personligt for mig (umulig folkeskoleforelskelse igen, suk), og der er ingen garanti for, at du vil kunne lide det som jeg kan, alene på baggrund af hvad jeg skriver. Men dette nummer fortjener fordybelse. Det er ikke bare en sang. Det er en potentiel oplevelse. Der er ikke nogen store åbenbaringer i vente. Ud over, naturligvis, at der faktisk er en mand, der har stået bag alt det her, og at han er blind og kun tror på, at verden er, som den er, fordi han ikke har noget valg. Jeg kom for Stevie, og jeg blev for "Superwoman".

Laura Nyro: "Time and Love" (1969)

So winter froze the river, and winter birds don't sing;
So winter makes you shiver, so time is gonna bring you spring...
So he swears he'll never marry, says that cuddles are a curse;
Just tell him plain, "You're on the next train if our love don't get there first..."

Fedt, ikke? Jeg kan virkelig ikke se hvad der skulle være ikke at kunne lide ved denne sang, og jeg agter ikke at lede ordentligt efter. Jeg er klar over, at det er den tredje Laura Nyro-sang jeg har skrevet om her, hvilket set relativt i forbindelse med alle indlæg skulle gøre mig til en fan. Jeg er ikke fan, men denne sang er så medrivende, og jeg elsker det omkvæd - nothing cures like time and love. Jeg kan ikke undgå at tænke, at der er en skjult ærgrelse i teksten over at kvinden er nødt til at vente på sin mand og elske ham imens han "gør sig klar" til at binde sig, men hvor der er ærgrelse, er der også nogen til at sige "kom igen", og det prøver Laura vist på her.

Så ja, en rigtig kvindesang. Der er noget virkelig komfort over klaverakkorderne i verset, transporterende os tilbage til en tid og et sted med stormfulde højder hvor den store kærlighed lurer bag det nærmeste piletræ, hvor man kan mærke, at man elsker nogen. Det er ikke tomme ord fra en, der ikke ved, hvad hun taler om. Uanset om man vil lytte eller ej, så taler hun godt for sig, og hendes sag er realistisk - og de akkorder kan kun gøre ventetiden bedre.

The Doobie Brothers: "What a Fool Believes" (1978)

Jeg stødte første gang på denne sang engang i 2003 (eller 2002), da jeg fangede Hit med sangen en heldig fredag. Min mor havde et godt øre til den, og der var gange, hvor jeg spillede den for hende, når hun kom ind på mit værelse for at hjælpe mig med forskellige ting, fordi jeg vidste, at hun kunne lide den.

Det er en dejlig sang. Måske en guilty pleasure, men so be it. Jeg er glad for denne form for cheezy pop - pop light, om man vil - fordi det ultrapoppede arrangement er skubbet så meget frem i fokus, at man er nødt til at overgive sig. Tjek for eksempel synthesizerne; kan de komme fra en anden tid end 70'erne? Det er så velspillet og så godt skruet sammen, at man faktisk kan kigge ind bag og se, hvad der sker bag instrumenterne, og der ligger en nerve i nummeret, som man ikke ofte finder i pop fra slut-70'erne - det lyder jammerligt ærligt, og hvor det dog glæder mig. Det hjælper selvfølgelig med den bittersøde tekst, som man kan nikke genkendende til og sukke med på, og akkorderne har en hel del med, hvor vellykket nummeret er, at gøre. Ikke desto mindre opnås, hvad jeg vil kalde en popklassiker, nærmest alene ved hvordan det udføres, og de vokaler, altså!

John Lennon: "I Found Out" (1970)

Ikke meget andet at sige end at man virkelig bør lytte til trommespillet her: Ringo basker derudaf, og det lyder så jävla kul.

Prince: "Controversy" (1981)

Sjældent har jeg været så bjergtaget af og imponeret over en koncert som Princes festivalafrundende koncert på Roskilde i år. To timers ren perfektion - sang og guitarismer ud over alle grænser, ude der hvor man slet ikke fatter, hvordan nogen kan være så sej. Og så er jeg ikke mindst glad for, at han fornyede min interesse i ham igen; jeg havde kun dyrket 1999 (1982), Purple Rain (1984) og Sign o' the Times (1987), som er "de gode plader", op til festivalen, men der findes klassikere uden for de tre, heriblandt ovenstående.

Og hvad vi har, er bare så eminent groovy, at man tror, at det er løgn. Først og fremmest spiller Prince det hele selv, hvilket er imponerende, idet produktionen narrer en til at tro, at det er et helt band, der er i gang. Så er der teksten, som giver Princes opfattelse af verden og dens opfattelse af ham til kende; Princes tekster har det dog tit med at blive overskygget af de vokaler, der synger dem, og her er ingen undtagelse. Jeg er helt vild med den lyse vokal, der synger titlen efter hver linje i verset.

Og så de sædvanlige prinsegimmicks. Først Fader Vor inde midt i sangen, og så sluttende af med quatrainet People call me rude/I wish we all were nude/I wish there was no black or white/I wish there were no rules, der groft set kunne være Princes livsfilosofi (i hvert fald op til hans konvertering til Jehovas vidne), men som også bare er så fandens classy. Han har lavet mere end en omgang lort, men fordelen ved lort er, at guld bliver så meget tydeligere af det. "Controversy" behøver ikke engang lort for at være guld; det er en juvel.