Jeg stødte første gang på denne sang engang i 2003 (eller 2002), da jeg fangede Hit med sangen en heldig fredag. Min mor havde et godt øre til den, og der var gange, hvor jeg spillede den for hende, når hun kom ind på mit værelse for at hjælpe mig med forskellige ting, fordi jeg vidste, at hun kunne lide den.
Det er en dejlig sang. Måske en guilty pleasure, men so be it. Jeg er glad for denne form for cheezy pop - pop light, om man vil - fordi det ultrapoppede arrangement er skubbet så meget frem i fokus, at man er nødt til at overgive sig. Tjek for eksempel synthesizerne; kan de komme fra en anden tid end 70'erne? Det er så velspillet og så godt skruet sammen, at man faktisk kan kigge ind bag og se, hvad der sker bag instrumenterne, og der ligger en nerve i nummeret, som man ikke ofte finder i pop fra slut-70'erne - det lyder jammerligt ærligt, og hvor det dog glæder mig. Det hjælper selvfølgelig med den bittersøde tekst, som man kan nikke genkendende til og sukke med på, og akkorderne har en hel del med, hvor vellykket nummeret er, at gøre. Ikke desto mindre opnås, hvad jeg vil kalde en popklassiker, nærmest alene ved hvordan det udføres, og de vokaler, altså!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar