Stevie Wonder: "Superwoman (Where Were You When I Needed You)" (1972)

Lige siden Stevies Definitive Collection blev givet til mig som juleaftensgave i 2002, har han haft et specielt sted i mit hjerte. Det er ikke fordi han synger godt (han synger fantastisk) eller spiller godt (mundharmonika eller klaver, det er ligegyldigt hvad) eller har nogen relevans for mig historisk, om end det blev gode grunde. Nej, Stevie er for mig en af de bedste sangskrivere, der har trådt på jorden, og hans største gave til os er hans sange. Han fortolker dem uden sammenligning, selvfølgelig. Men det er ikke lige meget hvad han synger - en stemme og musikalske gaver kan bruges til meget, og de kan give sange liv, hvor de mangler det, men der er også en risiko for at de ikke kan. Men Stevie skriver ganske enkelt fantastiske sange, nærmest per definition. Selvfølgelig er der nogle jeg kan lide mindre end andre, og han har nogle gange trådt forkert. Det gør vi alle, og det er tilgiveligt. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har skrålet "Sir Duke" i badet.. der er en indfødt glæde over at være til, der hviler i hans sange, og den smitter af. Måske er lyden i Parken dårlig (ærligt talt synes jeg ikke, at der var noget galt), men bare at se ham være der og være så glad.. altså. Han er en gave.

Naturligvis giver jeg ham så en fordel nu, fordi han har betydet så meget for mig. Han var grunden til at mine forelskelser i 8. og 9. klasse føltes rigtige, så jeg turde være forelsket. Jeg var forelsket i hans musik. Jeg kan huske, hvorledes min sommer lyste op, da jeg modtog Songs in the Key of Life (1976) med posten midt i en masse måske patetiske netromancer, og hvordan det lyste lidt op. Jeg kan huske, at jeg i mit ønske om glædesspredning i 9. klasse købte Innervisions (1973) til to af mine venner, i det håb at de ville blive glade og i det ene tilfælde måske forelsket i mig; det lykkedes ikke, og den anden grinte endda af mig. Måske er Stevie ikke alles smag, men alligevel blev jeg såret, fordi det var en personlig gave.

Uanset hvad jeg synes eller ej, så er denne sang utrolig. Det er den eneste sang af Stevie, som virkelig tager en på en rejse. Jeg starter sangen med en ide om hvad jeg bliver udsat for, og ender overrasket og dybt rørt. Teksten giver musikken god støtte, men det er ikke teksten jeg lytter for; musikken er en oase. Den er direkte smuk. Den glinser og skinner, helt naturligt uden tilsætningsmidler. Den er hvad den er, og her er den så ufatteligt smuk, at min kæbe falder og at jeg til tider får tårer i øjnene. Hvis du ikke kan se skønheden i musikken, når rytmen falder væk og synthesizerne begynder at lulle dig til paradis omkring tre minutter inde, så ser du ikke det samme i nummeret, som jeg gør. Det var netop da jeg hørte det stykke for første gang, at jeg opdagede, hvor jeg egentlig var da jeg hørte nummeret. Jeg var ikke her. Jeg var dér. Jeg var midt i det hele, og jeg lod mig føre med. Balladen op til er fantastisk, men når de synthesizere begynder at hyle, så er jeg i himlen, og jeg mener det. Og jeg håber virkelig, at du kan forstå mig, og jeg forventer det ikke under nogen omstændigheder - dette nummer er meget personligt for mig (umulig folkeskoleforelskelse igen, suk), og der er ingen garanti for, at du vil kunne lide det som jeg kan, alene på baggrund af hvad jeg skriver. Men dette nummer fortjener fordybelse. Det er ikke bare en sang. Det er en potentiel oplevelse. Der er ikke nogen store åbenbaringer i vente. Ud over, naturligvis, at der faktisk er en mand, der har stået bag alt det her, og at han er blind og kun tror på, at verden er, som den er, fordi han ikke har noget valg. Jeg kom for Stevie, og jeg blev for "Superwoman".

Laura Nyro: "Time and Love" (1969)

So winter froze the river, and winter birds don't sing;
So winter makes you shiver, so time is gonna bring you spring...
So he swears he'll never marry, says that cuddles are a curse;
Just tell him plain, "You're on the next train if our love don't get there first..."

Fedt, ikke? Jeg kan virkelig ikke se hvad der skulle være ikke at kunne lide ved denne sang, og jeg agter ikke at lede ordentligt efter. Jeg er klar over, at det er den tredje Laura Nyro-sang jeg har skrevet om her, hvilket set relativt i forbindelse med alle indlæg skulle gøre mig til en fan. Jeg er ikke fan, men denne sang er så medrivende, og jeg elsker det omkvæd - nothing cures like time and love. Jeg kan ikke undgå at tænke, at der er en skjult ærgrelse i teksten over at kvinden er nødt til at vente på sin mand og elske ham imens han "gør sig klar" til at binde sig, men hvor der er ærgrelse, er der også nogen til at sige "kom igen", og det prøver Laura vist på her.

Så ja, en rigtig kvindesang. Der er noget virkelig komfort over klaverakkorderne i verset, transporterende os tilbage til en tid og et sted med stormfulde højder hvor den store kærlighed lurer bag det nærmeste piletræ, hvor man kan mærke, at man elsker nogen. Det er ikke tomme ord fra en, der ikke ved, hvad hun taler om. Uanset om man vil lytte eller ej, så taler hun godt for sig, og hendes sag er realistisk - og de akkorder kan kun gøre ventetiden bedre.

The Doobie Brothers: "What a Fool Believes" (1978)

Jeg stødte første gang på denne sang engang i 2003 (eller 2002), da jeg fangede Hit med sangen en heldig fredag. Min mor havde et godt øre til den, og der var gange, hvor jeg spillede den for hende, når hun kom ind på mit værelse for at hjælpe mig med forskellige ting, fordi jeg vidste, at hun kunne lide den.

Det er en dejlig sang. Måske en guilty pleasure, men so be it. Jeg er glad for denne form for cheezy pop - pop light, om man vil - fordi det ultrapoppede arrangement er skubbet så meget frem i fokus, at man er nødt til at overgive sig. Tjek for eksempel synthesizerne; kan de komme fra en anden tid end 70'erne? Det er så velspillet og så godt skruet sammen, at man faktisk kan kigge ind bag og se, hvad der sker bag instrumenterne, og der ligger en nerve i nummeret, som man ikke ofte finder i pop fra slut-70'erne - det lyder jammerligt ærligt, og hvor det dog glæder mig. Det hjælper selvfølgelig med den bittersøde tekst, som man kan nikke genkendende til og sukke med på, og akkorderne har en hel del med, hvor vellykket nummeret er, at gøre. Ikke desto mindre opnås, hvad jeg vil kalde en popklassiker, nærmest alene ved hvordan det udføres, og de vokaler, altså!

John Lennon: "I Found Out" (1970)

Ikke meget andet at sige end at man virkelig bør lytte til trommespillet her: Ringo basker derudaf, og det lyder så jävla kul.

Prince: "Controversy" (1981)

Sjældent har jeg været så bjergtaget af og imponeret over en koncert som Princes festivalafrundende koncert på Roskilde i år. To timers ren perfektion - sang og guitarismer ud over alle grænser, ude der hvor man slet ikke fatter, hvordan nogen kan være så sej. Og så er jeg ikke mindst glad for, at han fornyede min interesse i ham igen; jeg havde kun dyrket 1999 (1982), Purple Rain (1984) og Sign o' the Times (1987), som er "de gode plader", op til festivalen, men der findes klassikere uden for de tre, heriblandt ovenstående.

Og hvad vi har, er bare så eminent groovy, at man tror, at det er løgn. Først og fremmest spiller Prince det hele selv, hvilket er imponerende, idet produktionen narrer en til at tro, at det er et helt band, der er i gang. Så er der teksten, som giver Princes opfattelse af verden og dens opfattelse af ham til kende; Princes tekster har det dog tit med at blive overskygget af de vokaler, der synger dem, og her er ingen undtagelse. Jeg er helt vild med den lyse vokal, der synger titlen efter hver linje i verset.

Og så de sædvanlige prinsegimmicks. Først Fader Vor inde midt i sangen, og så sluttende af med quatrainet People call me rude/I wish we all were nude/I wish there was no black or white/I wish there were no rules, der groft set kunne være Princes livsfilosofi (i hvert fald op til hans konvertering til Jehovas vidne), men som også bare er så fandens classy. Han har lavet mere end en omgang lort, men fordelen ved lort er, at guld bliver så meget tydeligere af det. "Controversy" behøver ikke engang lort for at være guld; det er en juvel.

Laura Nyro: "Captain Saint Lucifer" (1969)

Vi bliver ovre i Laura Nyro et øjeblik. Først og fremmest: mærkelig titel, der signalerer noget overekstatisk og helt ude i heden. Det lyder snørklet, som om nogen har tusind hemmeligheder og gemmer dem i koder, og helt indeni er fuldstændig blændet af sandhed, virkelighed og hengivenhed.

Det er en anden Laura Nyro end hende, vi møder med Labelle - det er komponisten, der blot synger sin egen melodi i stedet for virkelig at gøre opmærksom på, at hun tolker (vidunderligt) på en andens melodi. For blot at stryge over teksten, er det om en pige, der fortæller til nogen, en morskikkelse, at hun kaster sig over styr for at mødes med sin kaptajn i måneskinnet og bekræfter den kærlighed, hun tror ligger i vente til hende. Dejligt tema.

Men prøv så at høre musikken. Det giver måske mere mening i konteksten fra albummet. 8 sange forinden har vi stødt på sangen "Captain for Dark Mornings" med, ja, stort set samme klavermotiv, blot nedsat til en mystisk moltoneart, hvor vi i "Lucifer" har en konstant og bestemt dur. I "Dark Mornings" møder vi samme pige, der fortæller en kaptajn, at hun vil overgive sig til ham - for han er redningen fra al den smerte hun kender til.

Uanset hvad har vi i "Lucifer" en sang, der er så lys i udtrykket, at den bliver mørk. Ganske rigtigt møder vi en jublende ekstase, fremadrettethed, frem, frem, frem, og ikke kig sig tilbage. Der er følelser over det hele, musikken starter og stopper, gisper efter vejret, danser i den største bramfri facon hen over det hele, mens hun råber, at hun kommer, og at hun kommer nu. Det går så vidt, at det næsten bliver uhyggeligt nogle steder ("meet me, Captain Saint Lucifer..."). Det gør intet indtryk i solskinsvejr; det er om natten, at det bliver til en blomst, der vil sluge dig, dér, det spøger. Det er fuldstændig hedonistisk. Om Nyro prøver at sige os noget med dette, vides ikke, for hun giver ikke plads til at vise tosidethed - hun låser sig selv inde i sangen og følger med den.

Jeg føler blot en vild fascination for den her sang. Det er fuldstændig ekstremt hvad Nyro gør her, og bare at høre på det enorme resourceoverblik, der hviler over instrumentbesætningen, er fantastisk. Jeg kan ikke sige, om sangen bør høres i kontekst eller for sig selv, men vi har en sang, der gør indtryk på en eller anden måde, og det er nok for mig.

Få på en eller måde fat i New York Tendaberry-albummet og lyt det hele igennem. Der er virkelig nogle perler imellem, og hun varierer sig rigtig godt undervejs, så det bliver aldrig kedeligt.

Laura Nyro and Labelle: "I Met Him on a Sunday/The Bells" (1971)

Dette er nok verdens mest grimme YouTube-video, men sangene skal opleves samlet, synes jeg, for det er en vidunderlig start på et virkelig godt album, Gonna Take a Miracle.


Jeg opdagede Laura Nyro for 3 år siden, da jeg fik endnu et Todd Rundgren-flip (love him or hate him). Dette femte album af hende er et album bestående udelukkede af covernumre, hvor hun er gået bort fra klaveret og koncentrerer sig udelukkende om sang. Hun opbakkes på hele albummet af soul-diva-trioen Labelle, som synger helt fabelagtigt på pladen.

Det har taget noget tid for mig at forstå, hvor godt Nyro egentlig synger. Nogle gange overskygger hendes kompositioner hendes sang, fordi der er så mange jazzede akkordskift, men hun lærer på et tidspunkt at give sig selv plads til at blomstre. Hendes album New York Tendaberry (1969) er virkelig intenst netop derfor: nogle steder er musikken helt væk, og hun står alene tilbage i hele verden og råber på hjælp. Det er gåsehudsfremkaldende. (Det er dog ikke albummet at starte med - Eli and the Thirteenth Confession (1968) er melodimonsteret i hendes diskografi, og dér begynder man.)

På disse to numre går alt bare op. Man kan ikke beskylde nogen for noget, for det hele fungerer, og hvor det rammer. "I Met Him on a Sunday" er en indbydende måde at åbne albummet på. Håndklap og a cappella (a clappella?), indtil vi rammer en dejlig lille vamp omkring 1:20; bemærk de lækre krøller, der bare kastes ud omkring af Labelle-sangerne.

Og så "The Bells"; hvor den oprindelige version af The Originals (sic) fik mig til at fnise, fordi mændene lød så latterligt blødsødne, spørger man her sig selv hvorfor det ikke blev sunget af en kvinde til at starte med. Nyro bryder ned og bryder op hele tiden i sin fuldstændige overgivelse til ham; hvordan hun tænker på bryllupsklokkerne, sin absolutte kærlighed til ham og søger bekræftelse. Og den måde, som Labelles og Nyros vokaler flettes sammen på - nogle ville påstå, at det er for meget, men det er nødvendigt. Her skal man gå hele vejen. 3 minutters ren opofrelse, og man bliver fuldstændig knust og imponeret indeni.

Annemarie Zimakoff: "Demons" (2008)

Jeg er anmelder på BandBase.dk, og støder nu og da på nogle små perler. For nyligt anmeldte jeg dette nummer af Annemarie Zimakoff, som jeg aldrig har hørt om før, og selvom nummeret ikke har givet mig lyst til at høre mere - jeg tror, at jeg kommer til at løbe en risiko, og en video på YouTube af hende, der spillede den, fjernede desværre al mystikken fra nummeret - så klikker det alligevel her. Der er en gennemløbende hedensk, mystisk vibe over lyden, og jeg kan virkelig godt lide hvordan strengene løber hen over hende og væk igen. Læs anmeldelsen her, hør nummeret her.

Hard Candy: "Just Another Face" (2009)

Et nummer, der har spøgt i mit hoved på det seneste siden jeg læste denne anmeldelse af det. Dansk band. Her er det omkvædet, som er centrum, og det er virkelig fængende, når man har hørt nummeret nogle gange - den vokalharmoni, der synges på "just another face on MySpace", er gennemført vidunderlig. Forsangeren og sangskriveren er søn af Thomas Winding, men det er ikke noget, der umiddelbart lader sig høre, ud over at intet her lyder anstrengt. Og ærlighed er der desuden masser af.

Normalt plejer jeg ikke at synes om sådan nogle små popmaskiner som disse her; lyden er bare enerverende nogle gange. Ikke her. Dette er pop af høj karat med virkelig gode hooks, som intet tager opmærksomheden fra. Lyt selv.

Phoenix: "Lost and Found" (2006)

Jeg tror, at jeg har kendt Phoenix i et par år, siden en gammel veninde snakkede om hvor meget hun elskede dem, men det var først omkring slutningen af sidste år, at jeg satte mig ned og fandt ud af hvad det var, hun havde talt om.

Deres "Lost and Found" er en fantastisk sang - den slutter på ingen måde som den starter. Man skulle tro, at der var lagt op til kedsomhedsblues, når det nøgne vers med trommer og synth sætter an, men pludselig synger Thomas Mars "no, that ain't what you had in mind" og tilføjer et meget casual "hm", før alting ramler sammen om ørerne på ham han synger til: "You don't know what you're doing." Det karakterskift, vi mærker, er overraskende og hjertevridende. Og det sker flere gange, og det giver samme effekt.

Bemærk produktionen: Lige så umiddelbar som at få et insekt i øjet. Lige på og ingen vej tilbage. Zpoot.

Hele albummet, It's Never Been Like That, er virkelig godt - og Phoenix' første forsøg på at spille noget med egentlig kant, hvilket gør lyden så umådelig frisk. Deres to første albums, United (2000) og Alphabetical (2003) er ingenlunde at foragte heller; den sidste er noget af det mest delikate pop jeg nogensinde har hørt. Det nyeste album, Wolfgang Amadeus Phoenix (2009) siger mig stadig ikke så meget, selvom det har fået roser alle vegne fra (og har vundet en Grammy!!?!) - men "Lisztomania" og "1901" er bare.. nice.

Rufus Wainwright: "The Dream" (2010)

Først i dag gav jeg mig i kast med monseigneur Rufus' nyeste album, All Days Are Nights: Songs for Lulu, som jeg nu, efter 4 gennemlytninger, må erkende er et i værste fald mindre mesterværk.

En ting jeg har bemærket er, hvor blandet en modtagelse det album har fået. Iblandt de ualmindeligt få anmeldelser på Amazon.com af dette forholdsvis nye album er der et par stykker, der betegner dette som et sidespring, der helst ikke genses. Nogle kritikere synes enten, at det er for pompøst, for monotont eller ganske enkelt for kedeligt.

Der skulle én gennemlytning til for mit vedkommende. Måske er det fordi jeg har været overglad for Rufie i længere perioder ad gangen, men jeg hører nok bare ting på andre måder end nogle andre. I alle fald har vi her et ualmindelig smukt oeuvre, 12 sange, klaver og vokal alene, overhældt med drama, patos og en spiseskefuld Schubert.

Min favorit på albummet er "The Dream". Her stilles vi foran et arrangement, man vel kunne kalde poppet (det lyder som "Goodbye Stranger" af Supertramp i øjeblikke), som bliver ornamenteret med vandfald af klaverarpeggi på de helt rigtige øjeblikke. Og så den stemme, man bare ved siger noget vigtigt. Det kan være lige meget hvad. Jeg hører det ikke, jeg hører kun musisk poesi. Hør hvordan det hele går op i en højere enhed omkring 1:29, og hvordan han og klaveret finder guldet for enden af regnbuen 18 sekunder efter.

Rufus Wainwright er en af nyere tids mest særegne sangskrivere. Jeg skal desværre ikke selv ind og se ham i aften i Koncerthuset (hvor gerne jeg ville, dog, og der er stadig billetter tilbage, men jeg har åbenbart grunde til ikke at gøre det - gudskelov gæster han dog landet forholdsvis ofte, og jeg har set ham i Det Kongelige Teater for 5 år siden), men kan kun misunde dem, der skal, når han præsenterer hele albummet som et pauseløst moderne klassisk værk. Jeg har elsket Rufus Wainwright siden jeg lagde øre til ham første gang, og han ser ikke ud til at miste sine talenter foreløbig.

Hør også på albummet: "True Loves", "Who Are You, New York?", "Give Me What I Want and Give It to Me Now!" og "Zebulon". Hans foregående albums er næsten alle fantastiske - jeg må tilstå, at Release the Stars (2007) ikke er klikket helt for mig endnu - især Want One (2003) og Poses (2000).

EDIT: Hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke tog derind i går. Men han kommer igen. Han elsker at være her, har han flere gange sagt, og jeg tror ham. I dette øjeblik kommer jeg også til at tænke på hvor fantastisk Want One er. Ud over at have helt igennem perfekte melodier synes jeg også, at Rufus der viser noget af sig selv, som ingen andre albums af ham synes at gøre: der er en ydmyghed, en følelse af at være underdanig over for den omkringværende verden. På de andre albums går han, som det passer ham.

Velkonnem

Goddag.

Jeg har gået og tænkt over det i noget tid. Twitter er for snævert et medie til at kunne udtrykke sig fyldestgørende på, også selvom man kun vil sige noget kort. En blog må være sagen, om end indlæggene kan være verdens korteste eller de mest betændte i mands minde.

Hovedsagen er, at jeg elsker musik. Og pludselig, når man sidder der og elsker musik, så støder et eller andet ind i en, og du har lyst til at skrige hvor godt det er, men kan ikke finde personer at sige det til, eller ord at sige det med.

Lad derfor dette blive et sted, hvor der står ingen parat til at modtage mine tanker og følelser. Hvor mine tanker om musik springer hen, enten prolifisk givende ideer eller blot ensomme i sig selv. Vigtigst er bare, at jeg får sagt noget, der får mig til at huske de gode oplevelser, jeg har haft, bedre.

Mit navn er Rasmus Sylvester Bryder.