Laura Nyro and Labelle: "I Met Him on a Sunday/The Bells" (1971)

Dette er nok verdens mest grimme YouTube-video, men sangene skal opleves samlet, synes jeg, for det er en vidunderlig start på et virkelig godt album, Gonna Take a Miracle.


Jeg opdagede Laura Nyro for 3 år siden, da jeg fik endnu et Todd Rundgren-flip (love him or hate him). Dette femte album af hende er et album bestående udelukkede af covernumre, hvor hun er gået bort fra klaveret og koncentrerer sig udelukkende om sang. Hun opbakkes på hele albummet af soul-diva-trioen Labelle, som synger helt fabelagtigt på pladen.

Det har taget noget tid for mig at forstå, hvor godt Nyro egentlig synger. Nogle gange overskygger hendes kompositioner hendes sang, fordi der er så mange jazzede akkordskift, men hun lærer på et tidspunkt at give sig selv plads til at blomstre. Hendes album New York Tendaberry (1969) er virkelig intenst netop derfor: nogle steder er musikken helt væk, og hun står alene tilbage i hele verden og råber på hjælp. Det er gåsehudsfremkaldende. (Det er dog ikke albummet at starte med - Eli and the Thirteenth Confession (1968) er melodimonsteret i hendes diskografi, og dér begynder man.)

På disse to numre går alt bare op. Man kan ikke beskylde nogen for noget, for det hele fungerer, og hvor det rammer. "I Met Him on a Sunday" er en indbydende måde at åbne albummet på. Håndklap og a cappella (a clappella?), indtil vi rammer en dejlig lille vamp omkring 1:20; bemærk de lækre krøller, der bare kastes ud omkring af Labelle-sangerne.

Og så "The Bells"; hvor den oprindelige version af The Originals (sic) fik mig til at fnise, fordi mændene lød så latterligt blødsødne, spørger man her sig selv hvorfor det ikke blev sunget af en kvinde til at starte med. Nyro bryder ned og bryder op hele tiden i sin fuldstændige overgivelse til ham; hvordan hun tænker på bryllupsklokkerne, sin absolutte kærlighed til ham og søger bekræftelse. Og den måde, som Labelles og Nyros vokaler flettes sammen på - nogle ville påstå, at det er for meget, men det er nødvendigt. Her skal man gå hele vejen. 3 minutters ren opofrelse, og man bliver fuldstændig knust og imponeret indeni.

Annemarie Zimakoff: "Demons" (2008)

Jeg er anmelder på BandBase.dk, og støder nu og da på nogle små perler. For nyligt anmeldte jeg dette nummer af Annemarie Zimakoff, som jeg aldrig har hørt om før, og selvom nummeret ikke har givet mig lyst til at høre mere - jeg tror, at jeg kommer til at løbe en risiko, og en video på YouTube af hende, der spillede den, fjernede desværre al mystikken fra nummeret - så klikker det alligevel her. Der er en gennemløbende hedensk, mystisk vibe over lyden, og jeg kan virkelig godt lide hvordan strengene løber hen over hende og væk igen. Læs anmeldelsen her, hør nummeret her.

Hard Candy: "Just Another Face" (2009)

Et nummer, der har spøgt i mit hoved på det seneste siden jeg læste denne anmeldelse af det. Dansk band. Her er det omkvædet, som er centrum, og det er virkelig fængende, når man har hørt nummeret nogle gange - den vokalharmoni, der synges på "just another face on MySpace", er gennemført vidunderlig. Forsangeren og sangskriveren er søn af Thomas Winding, men det er ikke noget, der umiddelbart lader sig høre, ud over at intet her lyder anstrengt. Og ærlighed er der desuden masser af.

Normalt plejer jeg ikke at synes om sådan nogle små popmaskiner som disse her; lyden er bare enerverende nogle gange. Ikke her. Dette er pop af høj karat med virkelig gode hooks, som intet tager opmærksomheden fra. Lyt selv.

Phoenix: "Lost and Found" (2006)

Jeg tror, at jeg har kendt Phoenix i et par år, siden en gammel veninde snakkede om hvor meget hun elskede dem, men det var først omkring slutningen af sidste år, at jeg satte mig ned og fandt ud af hvad det var, hun havde talt om.

Deres "Lost and Found" er en fantastisk sang - den slutter på ingen måde som den starter. Man skulle tro, at der var lagt op til kedsomhedsblues, når det nøgne vers med trommer og synth sætter an, men pludselig synger Thomas Mars "no, that ain't what you had in mind" og tilføjer et meget casual "hm", før alting ramler sammen om ørerne på ham han synger til: "You don't know what you're doing." Det karakterskift, vi mærker, er overraskende og hjertevridende. Og det sker flere gange, og det giver samme effekt.

Bemærk produktionen: Lige så umiddelbar som at få et insekt i øjet. Lige på og ingen vej tilbage. Zpoot.

Hele albummet, It's Never Been Like That, er virkelig godt - og Phoenix' første forsøg på at spille noget med egentlig kant, hvilket gør lyden så umådelig frisk. Deres to første albums, United (2000) og Alphabetical (2003) er ingenlunde at foragte heller; den sidste er noget af det mest delikate pop jeg nogensinde har hørt. Det nyeste album, Wolfgang Amadeus Phoenix (2009) siger mig stadig ikke så meget, selvom det har fået roser alle vegne fra (og har vundet en Grammy!!?!) - men "Lisztomania" og "1901" er bare.. nice.

Rufus Wainwright: "The Dream" (2010)

Først i dag gav jeg mig i kast med monseigneur Rufus' nyeste album, All Days Are Nights: Songs for Lulu, som jeg nu, efter 4 gennemlytninger, må erkende er et i værste fald mindre mesterværk.

En ting jeg har bemærket er, hvor blandet en modtagelse det album har fået. Iblandt de ualmindeligt få anmeldelser på Amazon.com af dette forholdsvis nye album er der et par stykker, der betegner dette som et sidespring, der helst ikke genses. Nogle kritikere synes enten, at det er for pompøst, for monotont eller ganske enkelt for kedeligt.

Der skulle én gennemlytning til for mit vedkommende. Måske er det fordi jeg har været overglad for Rufie i længere perioder ad gangen, men jeg hører nok bare ting på andre måder end nogle andre. I alle fald har vi her et ualmindelig smukt oeuvre, 12 sange, klaver og vokal alene, overhældt med drama, patos og en spiseskefuld Schubert.

Min favorit på albummet er "The Dream". Her stilles vi foran et arrangement, man vel kunne kalde poppet (det lyder som "Goodbye Stranger" af Supertramp i øjeblikke), som bliver ornamenteret med vandfald af klaverarpeggi på de helt rigtige øjeblikke. Og så den stemme, man bare ved siger noget vigtigt. Det kan være lige meget hvad. Jeg hører det ikke, jeg hører kun musisk poesi. Hør hvordan det hele går op i en højere enhed omkring 1:29, og hvordan han og klaveret finder guldet for enden af regnbuen 18 sekunder efter.

Rufus Wainwright er en af nyere tids mest særegne sangskrivere. Jeg skal desværre ikke selv ind og se ham i aften i Koncerthuset (hvor gerne jeg ville, dog, og der er stadig billetter tilbage, men jeg har åbenbart grunde til ikke at gøre det - gudskelov gæster han dog landet forholdsvis ofte, og jeg har set ham i Det Kongelige Teater for 5 år siden), men kan kun misunde dem, der skal, når han præsenterer hele albummet som et pauseløst moderne klassisk værk. Jeg har elsket Rufus Wainwright siden jeg lagde øre til ham første gang, og han ser ikke ud til at miste sine talenter foreløbig.

Hør også på albummet: "True Loves", "Who Are You, New York?", "Give Me What I Want and Give It to Me Now!" og "Zebulon". Hans foregående albums er næsten alle fantastiske - jeg må tilstå, at Release the Stars (2007) ikke er klikket helt for mig endnu - især Want One (2003) og Poses (2000).

EDIT: Hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke tog derind i går. Men han kommer igen. Han elsker at være her, har han flere gange sagt, og jeg tror ham. I dette øjeblik kommer jeg også til at tænke på hvor fantastisk Want One er. Ud over at have helt igennem perfekte melodier synes jeg også, at Rufus der viser noget af sig selv, som ingen andre albums af ham synes at gøre: der er en ydmyghed, en følelse af at være underdanig over for den omkringværende verden. På de andre albums går han, som det passer ham.

Velkonnem

Goddag.

Jeg har gået og tænkt over det i noget tid. Twitter er for snævert et medie til at kunne udtrykke sig fyldestgørende på, også selvom man kun vil sige noget kort. En blog må være sagen, om end indlæggene kan være verdens korteste eller de mest betændte i mands minde.

Hovedsagen er, at jeg elsker musik. Og pludselig, når man sidder der og elsker musik, så støder et eller andet ind i en, og du har lyst til at skrige hvor godt det er, men kan ikke finde personer at sige det til, eller ord at sige det med.

Lad derfor dette blive et sted, hvor der står ingen parat til at modtage mine tanker og følelser. Hvor mine tanker om musik springer hen, enten prolifisk givende ideer eller blot ensomme i sig selv. Vigtigst er bare, at jeg får sagt noget, der får mig til at huske de gode oplevelser, jeg har haft, bedre.

Mit navn er Rasmus Sylvester Bryder.