Sjældent har jeg været så bjergtaget af og imponeret over en koncert som Princes festivalafrundende koncert på Roskilde i år. To timers ren perfektion - sang og guitarismer ud over alle grænser, ude der hvor man slet ikke fatter, hvordan nogen kan være så sej. Og så er jeg ikke mindst glad for, at han fornyede min interesse i ham igen; jeg havde kun dyrket 1999 (1982), Purple Rain (1984) og Sign o' the Times (1987), som er "de gode plader", op til festivalen, men der findes klassikere uden for de tre, heriblandt ovenstående.
Og hvad vi har, er bare så eminent groovy, at man tror, at det er løgn. Først og fremmest spiller Prince det hele selv, hvilket er imponerende, idet produktionen narrer en til at tro, at det er et helt band, der er i gang. Så er der teksten, som giver Princes opfattelse af verden og dens opfattelse af ham til kende; Princes tekster har det dog tit med at blive overskygget af de vokaler, der synger dem, og her er ingen undtagelse. Jeg er helt vild med den lyse vokal, der synger titlen efter hver linje i verset.
Og så de sædvanlige prinsegimmicks. Først Fader Vor inde midt i sangen, og så sluttende af med quatrainet People call me rude/I wish we all were nude/I wish there was no black or white/I wish there were no rules, der groft set kunne være Princes livsfilosofi (i hvert fald op til hans konvertering til Jehovas vidne), men som også bare er så fandens classy. Han har lavet mere end en omgang lort, men fordelen ved lort er, at guld bliver så meget tydeligere af det. "Controversy" behøver ikke engang lort for at være guld; det er en juvel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar