Stevie Wonder: "Superwoman (Where Were You When I Needed You)" (1972)

Lige siden Stevies Definitive Collection blev givet til mig som juleaftensgave i 2002, har han haft et specielt sted i mit hjerte. Det er ikke fordi han synger godt (han synger fantastisk) eller spiller godt (mundharmonika eller klaver, det er ligegyldigt hvad) eller har nogen relevans for mig historisk, om end det blev gode grunde. Nej, Stevie er for mig en af de bedste sangskrivere, der har trådt på jorden, og hans største gave til os er hans sange. Han fortolker dem uden sammenligning, selvfølgelig. Men det er ikke lige meget hvad han synger - en stemme og musikalske gaver kan bruges til meget, og de kan give sange liv, hvor de mangler det, men der er også en risiko for at de ikke kan. Men Stevie skriver ganske enkelt fantastiske sange, nærmest per definition. Selvfølgelig er der nogle jeg kan lide mindre end andre, og han har nogle gange trådt forkert. Det gør vi alle, og det er tilgiveligt. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har skrålet "Sir Duke" i badet.. der er en indfødt glæde over at være til, der hviler i hans sange, og den smitter af. Måske er lyden i Parken dårlig (ærligt talt synes jeg ikke, at der var noget galt), men bare at se ham være der og være så glad.. altså. Han er en gave.

Naturligvis giver jeg ham så en fordel nu, fordi han har betydet så meget for mig. Han var grunden til at mine forelskelser i 8. og 9. klasse føltes rigtige, så jeg turde være forelsket. Jeg var forelsket i hans musik. Jeg kan huske, hvorledes min sommer lyste op, da jeg modtog Songs in the Key of Life (1976) med posten midt i en masse måske patetiske netromancer, og hvordan det lyste lidt op. Jeg kan huske, at jeg i mit ønske om glædesspredning i 9. klasse købte Innervisions (1973) til to af mine venner, i det håb at de ville blive glade og i det ene tilfælde måske forelsket i mig; det lykkedes ikke, og den anden grinte endda af mig. Måske er Stevie ikke alles smag, men alligevel blev jeg såret, fordi det var en personlig gave.

Uanset hvad jeg synes eller ej, så er denne sang utrolig. Det er den eneste sang af Stevie, som virkelig tager en på en rejse. Jeg starter sangen med en ide om hvad jeg bliver udsat for, og ender overrasket og dybt rørt. Teksten giver musikken god støtte, men det er ikke teksten jeg lytter for; musikken er en oase. Den er direkte smuk. Den glinser og skinner, helt naturligt uden tilsætningsmidler. Den er hvad den er, og her er den så ufatteligt smuk, at min kæbe falder og at jeg til tider får tårer i øjnene. Hvis du ikke kan se skønheden i musikken, når rytmen falder væk og synthesizerne begynder at lulle dig til paradis omkring tre minutter inde, så ser du ikke det samme i nummeret, som jeg gør. Det var netop da jeg hørte det stykke for første gang, at jeg opdagede, hvor jeg egentlig var da jeg hørte nummeret. Jeg var ikke her. Jeg var dér. Jeg var midt i det hele, og jeg lod mig føre med. Balladen op til er fantastisk, men når de synthesizere begynder at hyle, så er jeg i himlen, og jeg mener det. Og jeg håber virkelig, at du kan forstå mig, og jeg forventer det ikke under nogen omstændigheder - dette nummer er meget personligt for mig (umulig folkeskoleforelskelse igen, suk), og der er ingen garanti for, at du vil kunne lide det som jeg kan, alene på baggrund af hvad jeg skriver. Men dette nummer fortjener fordybelse. Det er ikke bare en sang. Det er en potentiel oplevelse. Der er ikke nogen store åbenbaringer i vente. Ud over, naturligvis, at der faktisk er en mand, der har stået bag alt det her, og at han er blind og kun tror på, at verden er, som den er, fordi han ikke har noget valg. Jeg kom for Stevie, og jeg blev for "Superwoman".