Trøstende lyde

Det gik op for mig for få minutter siden, at jeg stadig har en blog, men bare er meget dårlig til at passe den. Det er der kun én årsag til: har ikke gidet. Men for nylig gik det op for mig hvor meget jeg har haft brug for at forklare ting. Nærmere sagt: at kunne forklare dem. Oftest når jeg er i en forklaringssituation, ender jeg tit med at sige noget, som jeg enten ikke har tænkt igennem eller bare har vanskeligheder ved at formulere. Skal denne blog kunne bruges til noget, skal den i hvert fald kunne bruges til at komme ud med noget der ligger og snurrer rundt i hovedet, og det er det jeg vil gøre et forsøg på nu.

Jeg var på Roskilde Festival i år, og lørdag nat stod jeg foran Orange Scene til Mew, som i en time havde fyret op for en noget forudsigelig, men alligevel fantastisk rar koncert. De ender selvfølgelig altid med "Comforting Sounds", som jeg længe har haft et meget særpræget forhold til, idet dens 5-minutter lange afslutning til stedse formår at give mig tårer i øjnene. Denne gang var bare noget særligt. Jeg stod med tre veninder og skrålede med på den første, neddæmpede del, som sikkert har gjort mangen teenager glad på grund af tekstens ømme måde at sige tingene på som de nu engang er. Teksten er god, men ikke noget hovedværk inden for engelsk litteratur.

Men pludselig brød det hele ud, lys, lyd, action. Vi havde armene om hinanden som var vi til fællessang på Bakken og skreg pivhøje falsetter ud i mørket. Jeg gik i trance.

Trancer har jeg oplevet mange gange før, men sjældent til en rockkoncert. Jeg gjorde det, så vidt jeg nu husker, til en Mars Volta-koncert i 2008, men det er alligevel en del tid siden sidst. Pludselig stod jeg her med våde øjne og havde lyst til at få al den smerte jeg bar på ud af kroppen og ind i natten, hvor alle kunne mærke hinandens kamp og kår og sympatisere og ikke tænke på andet end at vi ikke bare er en masse individer, men også en verden. Naturligvis kunne jeg ikke mærke det, men det er sådan jeg oplevede følelsen af at være til det lydmekka, som Mew kastede ud på os. Om de er geniale eller ej, skal jeg ikke kunne sige; som modargument synes jeg ikke altid, at deres albums holder hele vejen. Men lige her har de ramt noget, der bare rammer mig og slår mig ned og tvinger mig til ikke at tænke, men bare at føle. Mærke mig selv. Alting blev bare forstærket. Det nyttede heller ikke at jeg var rimelig forelsket oveni; jeg kunne ikke undgå at græde.

Det kan være, at jeg skal fortsætte med at gøre det her. Det føles virkelig godt at sætte ord på de tanker man går og døjer med. Og jeg har mange (især når jeg ryger fjolletobak).