Vi bliver ovre i Laura Nyro et øjeblik. Først og fremmest: mærkelig titel, der signalerer noget overekstatisk og helt ude i heden. Det lyder snørklet, som om nogen har tusind hemmeligheder og gemmer dem i koder, og helt indeni er fuldstændig blændet af sandhed, virkelighed og hengivenhed.
Det er en anden Laura Nyro end hende, vi møder med Labelle - det er komponisten, der blot synger sin egen melodi i stedet for virkelig at gøre opmærksom på, at hun tolker (vidunderligt) på en andens melodi. For blot at stryge over teksten, er det om en pige, der fortæller til nogen, en morskikkelse, at hun kaster sig over styr for at mødes med sin kaptajn i måneskinnet og bekræfter den kærlighed, hun tror ligger i vente til hende. Dejligt tema.
Men prøv så at høre musikken. Det giver måske mere mening i konteksten fra albummet. 8 sange forinden har vi stødt på sangen "Captain for Dark Mornings" med, ja, stort set samme klavermotiv, blot nedsat til en mystisk moltoneart, hvor vi i "Lucifer" har en konstant og bestemt dur. I "Dark Mornings" møder vi samme pige, der fortæller en kaptajn, at hun vil overgive sig til ham - for han er redningen fra al den smerte hun kender til.
Uanset hvad har vi i "Lucifer" en sang, der er så lys i udtrykket, at den bliver mørk. Ganske rigtigt møder vi en jublende ekstase, fremadrettethed, frem, frem, frem, og ikke kig sig tilbage. Der er følelser over det hele, musikken starter og stopper, gisper efter vejret, danser i den største bramfri facon hen over det hele, mens hun råber, at hun kommer, og at hun kommer nu. Det går så vidt, at det næsten bliver uhyggeligt nogle steder ("meet me, Captain Saint Lucifer..."). Det gør intet indtryk i solskinsvejr; det er om natten, at det bliver til en blomst, der vil sluge dig, dér, det spøger. Det er fuldstændig hedonistisk. Om Nyro prøver at sige os noget med dette, vides ikke, for hun giver ikke plads til at vise tosidethed - hun låser sig selv inde i sangen og følger med den.
Jeg føler blot en vild fascination for den her sang. Det er fuldstændig ekstremt hvad Nyro gør her, og bare at høre på det enorme resourceoverblik, der hviler over instrumentbesætningen, er fantastisk. Jeg kan ikke sige, om sangen bør høres i kontekst eller for sig selv, men vi har en sang, der gør indtryk på en eller anden måde, og det er nok for mig.
Få på en eller måde fat i New York Tendaberry-albummet og lyt det hele igennem. Der er virkelig nogle perler imellem, og hun varierer sig rigtig godt undervejs, så det bliver aldrig kedeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar