Først i dag gav jeg mig i kast med monseigneur Rufus' nyeste album, All Days Are Nights: Songs for Lulu, som jeg nu, efter 4 gennemlytninger, må erkende er et i værste fald mindre mesterværk.
En ting jeg har bemærket er, hvor blandet en modtagelse det album har fået. Iblandt de ualmindeligt få anmeldelser på Amazon.com af dette forholdsvis nye album er der et par stykker, der betegner dette som et sidespring, der helst ikke genses. Nogle kritikere synes enten, at det er for pompøst, for monotont eller ganske enkelt for kedeligt.
Der skulle én gennemlytning til for mit vedkommende. Måske er det fordi jeg har været overglad for Rufie i længere perioder ad gangen, men jeg hører nok bare ting på andre måder end nogle andre. I alle fald har vi her et ualmindelig smukt oeuvre, 12 sange, klaver og vokal alene, overhældt med drama, patos og en spiseskefuld Schubert.
Min favorit på albummet er "The Dream". Her stilles vi foran et arrangement, man vel kunne kalde poppet (det lyder som "Goodbye Stranger" af Supertramp i øjeblikke), som bliver ornamenteret med vandfald af klaverarpeggi på de helt rigtige øjeblikke. Og så den stemme, man bare ved siger noget vigtigt. Det kan være lige meget hvad. Jeg hører det ikke, jeg hører kun musisk poesi. Hør hvordan det hele går op i en højere enhed omkring 1:29, og hvordan han og klaveret finder guldet for enden af regnbuen 18 sekunder efter.
Rufus Wainwright er en af nyere tids mest særegne sangskrivere. Jeg skal desværre ikke selv ind og se ham i aften i Koncerthuset (hvor gerne jeg ville, dog, og der er stadig billetter tilbage, men jeg har åbenbart grunde til ikke at gøre det - gudskelov gæster han dog landet forholdsvis ofte, og jeg har set ham i Det Kongelige Teater for 5 år siden), men kan kun misunde dem, der skal, når han præsenterer hele albummet som et pauseløst moderne klassisk værk. Jeg har elsket Rufus Wainwright siden jeg lagde øre til ham første gang, og han ser ikke ud til at miste sine talenter foreløbig.
Hør også på albummet: "True Loves", "Who Are You, New York?", "Give Me What I Want and Give It to Me Now!" og "Zebulon". Hans foregående albums er næsten alle fantastiske - jeg må tilstå, at Release the Stars (2007) ikke er klikket helt for mig endnu - især Want One (2003) og Poses (2000).
EDIT: Hvor jeg dog fortryder, at jeg ikke tog derind i går. Men han kommer igen. Han elsker at være her, har han flere gange sagt, og jeg tror ham. I dette øjeblik kommer jeg også til at tænke på hvor fantastisk Want One er. Ud over at have helt igennem perfekte melodier synes jeg også, at Rufus der viser noget af sig selv, som ingen andre albums af ham synes at gøre: der er en ydmyghed, en følelse af at være underdanig over for den omkringværende verden. På de andre albums går han, som det passer ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar